Vi har alle vores favoritter. Mange af barndommens serier står printet ind på vores nethinde – og vi har alle et helt bestemt billede af hvordan deres universer påvirkede os, både på den sjove måde, på den eventyrlige måde og ikke mindst var der nogle vi fandt direkte uhyggelige.
Selvom skabernes direkte intentioner nok ikke har været at brede uhygge på samme måde som Stephen King og Alfred Hitchock, så var der alligevel nogle tegnefilm der skabte en helt speciel uhyggelig atmosfære. Her er min top 5:
Serien følger en flok dyr på vej til “De hvide hjortes park”, hvor de kan være i fred for menneskene, der bl.a. har ødelagt deres tidligere hjem i Lilleskoven. På rejsen ledes de af Ræv og Grævling, efter anvisning af Tudse. Jeg husker denne serie svagt. Men jeg husker at der var en mulvarp der kravlede rundt på en grævling og at det var mennesket (som man aldrig fulgte direkte) der udgjorde nogle ret uhyggelige og tåre-fremkaldende scener i serien.
WIKI: Dyrene fra Lilleskoven (engelsk The Animals of Farthing Wood) var en animeret tv-serie, der blev produceret af European Broadcasting Union mellem 1992 og 1995. Serien var baseret på en række børnebøger af Colin Dann, og blev i Danmark vist på DR. Der blev lavet 39 episoder, fordelt på tre sæsoner.
Dette er egentlig ikke en tegnefilm, men en dukkefilm. Alt lige fra de stive dukkebevægelser, de skæve (og halv-sjuskede) ansigtsudformninger til den minimalistiske musik opsætning, var med til skabe et makabert univers udspillet i en lille drengs mund. Og så hjalp det heller ikke at man måske i forvejen ikke ligefrem elskede at besøge skoletandlægen – hvor man iøvrigt også kunne finde Karius og Baktus både som tegneserieblade og i forstørrede dukke udgaver… bare lige for at gøre oplevelsen omkring huller i tænderne komplet.
WIKI: Karius og Baktus er skrevet af Thorbjørn Egner (12. december 1912 – 24. december 1990). Norsk tegner, forfatter, visedigter og komponist. Han er også manden bag “Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven” og “Folk og røvere i Kardemomme by.”
Med en blanding af mystik, eventyr og sange bevæger vi os forsigtig ud i en piletræskov beboet af en gammel tudse, en smart rotte, en nervøs muldvarp og en gråhåret grævling. Så er scenen sat for Vinden i Piletræerne. Hvis jeg leder blikket hen på det græske ord; “Antropomorfisme”, som betyder “dyr i menneske skikkelser”, får jeg måske svaret på hvorfor jeg finder denne, ellers hyggelige serie, uhyggelig. Serien er jo næsten som en tidlig udgave af Peter Plys, og byder egentlig op til hygge, nostalgi og engelsk Earl Grey the. Men den næsten overdreven antropomorfisme blandet med det hakkede stop-motion, de afmættede farver og den dæmpede musik skabte et univers for mig, som jeg fandt en anelse uhyggeligt.
WIKI: Vinden i Piletræerne (org. titel: The Wind in the Willows) er en klassisk britisk børnebog, der blev udgivet i 1908 af Kenneth Grahame. Den er illustreret af Ernest H. Shepard.
Handlingen kredser om de fire antropomorfe dyrekarakterer Hr. Tudse, Hr. Grævling, Hr. Muldvarp og Hr. Rotte, der lever i Tudseborg.
Dette var en af mine absolutte ynglingsserier som barn. Jeg fandt som sådan ikke serien uhyggelig. Jeg synes at Doozerne var nogle af det fedeste væsener der fandtes og måden hvorpå de byggede små bygninger og broer ud af sukkerrør synes jeg var dybt fascinerende. Fragglerne i sig selv havde jeg heller intet imod og det var spænende at følge deres eventyr. Der hvor problemet kom for mig, var når Fragglerne bevægede sig ud fra deres hul i væggen og ud i baghaven. I baghaven levede nemlig; Gorgerne og Madame Skrald (Som åbenbart var ejeren af huset, Doc, ubekendt?). Madam Skrald var egentlig en ven af Fragglerne og var heller ikke nær så uhyggelig Gorgerne, der med deres forvoksede hoveder og klodsede bevægelser rendte rundt og fangede Fraggler. Meget skræmmende. Jeg husker, at jeg som helt lille helt undgik at se scenerne der foregik i baghaven og først vendte blikket tilbage til skærmen når Fragglerne var i sikkerhed.
WIKI: Serien blev skabt af Jim Henson (Muppets og Sesame Street) i 1983-87. Serien blev vist med dansk tale i DR’s børnetime. Der er indspillet i alt 96 episoder, men kun 24 er blevet oversat til dansk og vist på dansk tv. Seriens primære hovedpersoner er Fragglerne Gobo, Vembi, Vips, Muggi og Bober
Intet slår Mumitroldene i kampen om at være den mest uhyggelige tegnefilmsserie. Selv i dag kan jeg synes at Mummitroldene måske ikke altid er for børn. Det jeg husker som det mest bizarre ved serien, var at der kunne gå flere minutter hvor der ikke rigtigt blev sagt noget eller ført nogen form for dialog, men hvor man blot sad og blev præsenteret for diverse lyde og uhyggeligt baggrundsmusik pakket ind i et øde finsk snelandskab beboet af sære væsner. Prøv at se den ovenstående video, og I vil kunne se hvad jeg snakker om – specielt fra 4.30 bliver min point vidst fint illustreret. Denne finske tegnefilmsserie har virkelig sat sit præg på mange.
WIKI: Mumitroldene er skabt af den finlandsvenske forfatter og tegner Tove Jansson. Udover tegnefilmene er der har også været produceret dukkefilm, som dog ikke har nydt lige så stor popularitet.
I dag er der blevet produceret forskellige former for merchandise: Legetøj til børn, samt kopper og kander, hvor sidstnævnte har været markedsført over for voksne.
Hvad synes du?