Hvis man stiller en tilfældig person opgaven. Tegn et diagram der viser en virksomheds struktur. Så vil han med høj sandsynlig nok tegne et pyramide formet diagram. Et diagram med en ejerkreds øverst, dernæst en administrerende direktør, efterfulgt andre topledere (økonomichefen, IT-chefen, salgschefen etc.). Længere nede vil han så tegne en række mellemledere og projektledere og til sidst afsluttes pyramiden med funktionærerne.
Hvis man dernæst beder personen om at sætte en cirkel omkring de personer der bestemmer og tager beslutningerne på vegne af virksomheden samt en pil der viser rapporterings retningen, jamen så vil der nok blive sat (no-suprise) cirkler omkring ejerkredsen, direktøren, cheferne og mellemlederne, samtidig med at pile viser at mellemlederne rapporterer til deres chefer, de rapporterer så viderere til deres chefer, som rapporterer til direktøren, som så til sidst aflægger rapport hos bestyrelsen og ejerkredsen.
Alt dette er naturligvis korrekt og fuldstændig i tråd med den generelle – om end noget sort-hvide – opfattelse af en virksomhed. Hvor kender vi dette billede fra? Det er rigtigt, det kender vi fra Hæren, og som mange nok er bekendt med, så kan der drages uendelige paralleller mellem måden en militært arrangement er opbygget og drives til erhvervslivet.
Er det stadig holdbart i den moderne tid at bygge en organisation op efter en så hierarkisk model? JA!, når det kommer til de store beslutninger og planlægninger omkring en virksomheds store økonomiske spørgsmål, de store vækststrategier og al det pjat. Men hvad hvis vi kigger lidt væk fra de store organisatoriske aspekter og i stedet fokuserer på makroplan, altså på projekt og opgave niveau. Virker hierarkiet så også?
Forestil dig følgende scenarie:
Der er et webbureau. Webbureauet er af størrelse af ca. 50 ansatte. Et hold af 3 webudviklere sidder og programmere et website. Websitet er ret kompliceret, men udviklerne er dygtige og kan deres fag til fingerspidserne.
Ind kommer projektlederen (altså en mellemleder). Han er selv gammel programmør, men arbejder nu mest med koordinering og projektledelse, derfor har han også mistet lidt finger på pulsen ift. den faglige viden omkring website programmering. Man kan sige at han har en forståelse for faget, men det er ikke længere hans spidskompetence.
Han har lige fået besked fra produktionschefen om at direktionen anmoder om at få fremskyndet alle processer og at projekter af denne art, af økonomiske årsager, skal afkortes med 2 uger. Han spørger derfor ind til produktionen og efterlyser en status på projektet. Udviklerne svarer at de er 3 uger fra at have afsluttet deres del, men umuligt kan imødekomme direktionens anmodning. De forklarer iøvrigt i detaljer hvad de har af opgaver tilbage for at nå målet. Da projektlederen selv har siddet i deres situation før, udviser han forståelse, men fordi han ikke helt er med på et fagligt plan overfor de opgaver de skal løse, beder han alligevel om at de skal give den 10% mere arbejdskraft i håb om alligevel at nå direktionens nye mål.
Og nu ruller snebolden.
For nu skal projektederen rapporter situationen tilbage til produktionens overordnede leder, produktionschefen. Produktionschefen koordinere alle de interne såvel som eksterne resourcer der bruges for at få produktionen til at køre, dette gælder alt lige fra designerer, grafikerer til udviklere. Hun har kun en meget overordnet viden omkring webudvikling. Faktisk har hun en baggrund som redaktør på en avis, altså en hel anden retning rent fagligt. Hun har derfor sværere ved at forstå projektlederens situation og argumenter og beder ham derfor give den 20% mere gas i kampen om at nå den nye deadline.
Produktionschefen rapporter situationen videre til bureauchefen, som til sidst underetter Direktøren.
Direktøren er helt uforstående og har absolut intet faglig indblik, som gør ham i stand til at sætte sig ind i webudviklernes situation. Alt er sort snak og undskyldninger i hans ører. Han forlanger at ALLE løber 50% hurtigere og at projektlederen får løst problemet.
To uger efter er situationen uændret, webudviklerne kan stadig ikke nå det, de har stadig en liste med specifikke opgaver der skal løses inden målet er nået og følger vi situatione op gennem hierkairet, så ser vi at i takt med at den faglige forståelse daler så stiger kravene om at folk længere nede sætter tempoet op. Faktisk blev der sammelagt givet ordrer om at der skulle findes 250% mere produktiv tid, 250% mere energi og 250% mere overskud – alt imens at løbebanen (altså tidshorisonten) blev gjort kortere.
Resultatet: En negle-bidende direktør, en produktionschef med tidlige grå hår, en projektleder der betvivler sit faglige niveau, 2 udviklere på vej til at søge nyt jobs og en sygemeldt med stress plus en masse frustationer og kedelig stemning i hele virksomheden.
Jeg er klar over at det er meget sort-hvidt opstillet og meget “worst-case”, men som man siger; “overdrivelse fremmer forstĂĄelsen”.
Men hvad var så problemet med ovenstående scenarie? Det var hierarkiet. Forestil dig at udviklernes budskab, om at direktionens krav umuligt kunne imødekommes, var blevet forstået – på samme måde som projektlederen forstod det – hele vej op af rangstigen. Så havde slutresultatet nok set lidt anderledes ud og direktionens beslutning om at de økonomiske besparelser skulle finde i webudviklingen måtte gentænkes.
Sagt med andre ord så besad udviklerne en viden, som gjorde at de vidste hvad der var muligt og ikke var muligt – man kan sige at de ville hellere lade sig diktere af deres viden fremfor instrukterne fra deres lederer. Så faktisk så er det, i dette tilfælde, ikke en person der her er bossen og beslutningstageren, men det er noget så abstrakt og flydende som viden. Og fordi viden går på tværs af rangordner udviskes hele idéen om at en virksomhed er opbygget som en militær enhed. –
Hierarchy is the kingdom. Knowledge is king. Tænk over det.
Hvad synes du?