'

Hjemmesider er blevet voksne, selvsikre og modne

by Rasmus Bangsted Pedersen | 23. marts 2011

Vi husker nok alle dagene hvor et 36.6K (eller 56K – for de hurtige) telefonmodem prydede slut-90′er-værelset med de karakteristiske, og noget irriterende skratte lyde. Det var dengang en hjemmeside blot bestod af tekst og små billeder, måske var der endda animerede GIF’er på siden.

Ja, faktisk havde en webudvikler ret begrænsede muligheder for at udfolde sig kreativt, når der skulle designes og udvikles hjemmesider. Dette skyldes en blanding af flere faktorer. Dels tillod de daværende internet opkoblinger ikke at en hjemmeside fyldte særligt meget, ellers vil det tage en evighed at downloade bare en enkel side. Dels var brugernes computere generelt heller ikke gearet til det store hokus-pokus. Ydermere, ja, så havde man ikke de samme teknologier ved hånden, som man har idag når det kommer til webudvikling. I dag er historien lidt en anden. Her tænker jeg bla. på udviklingen af HTML og CSS sproget – senest HTML5 og CSS3, tilblivelsen af JavaScript biblioteker såsom jQuery og Prototype, udbredelsen af diverse CMS (Content Management System) såsom Drupal og diverse frameworks (f.eks. Ruby on Rails, Django og CodeIgniter) har gjort det nemmere og hurtigere at udvikle komplekse og funktionsrige hjemmesider og webapplikationer. Sidst, men nok også mest afgørende, så har folkene bag populære browsere, som Firefox, Safari, Chrome og sågar Internet Explorer været flittige til at adoptere nye teknologier og bla. udbrede understøttelsen af HTML5 og CSS3 og samtidig pushe deres brugere til at opgradere til de seneste udgaver.

Alt dette har gjort at der indenfor de seneste par år, er sket en modenhed i udviklingen af hjemmesider.
Indenfor webdesign og webudvikling snakker man meget om “Progressive Enhancement”, som kort og godt er en udbredt strategi blandt web-godtfolk verden over der går ud på at en webudvikler altid bør benytte sig af de nyeste (og bedre) teknologier og standarder når han/hun udvikler hjemmesider. Webudvikleren skal sørge for at give en bedre og rigere oplevelse til de brugere der f.eks. er opdateret med deres browsersoftware, men samtidig sørge for at det væsentligste indhold stadig er tilgængeligt for de brugere der stadig hænger i opgraderings-bremsen. På den måde håber man på at flere og flere for øjnene op for at de går glip af unikke brugeroplevelser, og derved begynder at opgradere deres browsere.
I overført betydning: Dem der har udstyret i orden – hjelm, sikkerhedsdragt og kørehandsker – får lov til at køre i en Formel 1 racer, dem der ikke har udstyret på plads må nøjes med en kedelig personbil. De kommer godt nok begge fra A til B – men det er selvsagt at ham der tager turen i Formel 1 raceren får en rigere og mere mindeværdig oplevelse end ham der triller frem i Opel Kadett’en.

På den måde gør man op med en gammel tommelfingerregel, der siger at man altid skal udvikle og optimere til laveste fællesnævner (ældste anvendte browser). Sagt på en anden måde: Man bør overse alle nye og smarte muligheder der er ved moderne webudviklings teknikker, de kan alligevel ikke opleves af alle før om 10 år”.
Dette lader nu til at være fortid.

Hjemmesider er gået fra at være små børn, der kun kunne kommunikere med primitive midler, lystrede alle brugeres forventninger ligeligt og indrettede sig efter de gamle browseres begrænsninger til at være voksne hjemmesider der ved hvad de vil og gør hvad de vil… uanset hvad pøblen mener!

Et rigtig godt eksempel på ovenstående er denne side. Det er en demo side der skal vise hvilke vidunderlige muligheder FireFox 4 (samt andre nyere browsere) bringer, i form af en bred understøttelse af HTML 5, CSS 3 og de nyeste JavaScript teknikker. Har man en ældre browser og besøger denne side, vil man hurtigt opdage at man ikke kan få fornøjelse af at se hvad fremtidens hjemmesider kan byde på.

Jeg kan kun opfordre til at begynde at udvikle efter “Progressive Enhancement” strategien. Det gælder om at få pushed den nye og berigende teknologi ud til så mange brugere, som muligt og dermed gøre webudvikling og internet-industrien som helhed en moden, voksen, selvsikker og indholdsrig branche.

Hvad synes du?